Hvis Europa ikke holder sammen, ender vi som bønder i stormagternes skakspil   

Europa er klemt mellem stormagter, der ikke føler sig forpligtet af internationale regler og aftaler. Derfor er der behov for oprustning, mener Anja Dalgaard-Nielsen, der også roser EU’s målsætning om energiuafhængighed. Klima- og sikkerhedspolitik er i dag knyttet tæt sammen, pointerer hun.  

De europæiske NATO-landes vilje til at hæve forsvarsbudgetterne samt EU’s fokus på at styrke strategisk resiliens og uafhængighed på energiområdet. Begge dele har ladet vente på sig i mange år. Netop derfor er det to centrale begivenheder, når historien om 2025 skal skrives. Det mener Anja Dalgaard-Nielsen, prodekan og professor på Copenhagen Business School, hvor hun står i spidsen for forskningsinitiativet ”Geopolitics and Business Security”. 

“På sommerens NATO-topmøde trådte de europæiske NATO-lande i karakter og accepterede at hæve forsvarsudgifterne til fem procent af BNP. Det skete på et tidspunkt, hvor det kunne være kommet til et brud i forsvarsalliancen. Med beslutningen har de europæiske lande vist viljen til en oprustning, der på sigt kan sikre, at de matcher Rusland. Også uden støtte fra USA,” siger hun. 

EU’s energipolitik står lige så centralt i sikkerhedspolitikken. Efter 70’ernes energikriser glemte vi i Europa behændigt, at energiforsyning er et afgørende hjørne af sikkerheds- og handelspolitikken. I store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, kom den billige russiske gas til at spille en større og større rolle. Ganske vist bimlede alarmen med Ruslands annektion af Krim i 2014, men det var først med invasionen af Ukraine, at vi brutalt blev rusket vågne af tornerosesøvnen. Og altså først nu efter yderligere flere års tilløb er EU klar til at droppe den russiske gas. 

“Nu er der udstukket en klar linje. Målet om energiuafhængighed står helt centralt i EU i dag. Med god grund, for energi bliver igen brugt som et helt centralt geopolitisk våben. Klima- og energipolitik og sikkerhed hænger tæt sammen. Der er stadig store udfordringer, men grundlæggende er der nu i EU kommet en forståelse af, at energi er helt centralt for Europas suverænitet,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Skræmmende for en småstat 

Med en baggrund som cand.polit og en Ph.D. fra det ansete Johns Hopkins University i USA har hun været en central kender af dansk sikkerhedspolitik gennem de seneste 25 år, det vidner ansættelser på Dansk Institut for Internationale Studier og i Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste om. 

Det er på mange måder et dystert billede, Anja Dalgaard-Nielsen trækker op. Verden i dag kan minde om en situation, hvor man årevis har spillet fodbold og pænt fulgt reglerne, og pludselig begynder modspillerne at te sig, som var det rugby eller amerikansk fodbold. Uden at dommeren fløjter. 

“Vi er gået fra en verden med en betydelig grad af regelbundethed til langt større usikkerhed og en junglelovsagtig logik. Her er Ruslands angreb på Ukraine det tydeligste eksempel. Det går stik imod grundforståelsen om, at man ikke kan flytte grænser med militær magt. Det er brutalt og skræmmende for en småstat som Danmark,” siger hun. 

Transatlantisk usikkerhed 

Med den linje, som den nuværende amerikanske administration har lagt, trak de mørke skyer sig endnu mere sammen. Igen og igen er der blevet sat spørgsmålstegn ved NATO’s musketered, altså princippet om at et angreb på ét land er et angreb på hele alliancen. Trump-administrationen truer med annektering af Grønland, og USA’s linje over for Ukraine og Rusland sætter igen og igen spørgsmålstegn ved USA’s loyalitet i det transatlantiske samarbejde, som har været en hjørnesten i både dansk og europæisk sikkerhedspolitik siden afslutningen af 2. verdenskrig 1945. 

På mange måder er international politik blevet handelspolitik. Men hvor der tidligere var opbygget et fintmasket net af handelsaftaler og spilleregler både bilateralt og i organisationer som WTO, FN og OECD, er der i dag et langt mere åbent spil, hvor militær styrke, adgang til råstoffer og politisk indflydelse sættes i spil. Også her er den regelbaserede verdensorden under pres. 

Håbet holdt ikke 

“Det økonomiske samkvem bevæger sig også i stor udstrækning over mod en situation, hvor stormagterne gør, som de har lyst til. De følger i langt mindre grad de regler, som møjsommeligt er opbygget gennem adskillige tiår. Også på dette punkt er det bekymrende for en småstat som Danmark, der har en åben og eksportbaseret økonomi,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

De store udfordringer, vi står midt i, trækker tråde tilbage til før Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. 

I Tyskland lød mottoet “Wandel durch Handel” allerede i 1970’erne. Ved at handle med de kommunistiske lande i Østeuropa ville man skubbe til forandringen. Tilgangen fik yderligere næring efter den kolde krigs afslutning. Mest markant blev tankerne udtrykt i Francis Fukuyamas bog “The end of history and the last man.” De liberale vestlige demokratier havde sejret, og demokratiske styreformer og en åben markedsøkonomi ville vinde frem, lød hans analyse. 

“Det er dette tankegods, som drev udenrigs- og handelspolitik efter den kolde krigs ophør. Og hvor tanken om at skabe fred og velstand via økonomisk samarbejde har været en succes, når vi ser på de vesteuropæiske lande, så er det bare ikke gået sådan, når det gælder forholdet til Rusland,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Her er energipolitikken en nøgle til forståelse. De rige vesteuropæiske lande har en høj grad af politisk stabilitet, veluddannet arbejdskraft og stærke virksomheder. Men vi mangler energi, hvilket er en blottet akilleshæl sikkerhedspolitisk. Der er ingen nemme løsninger. 

Fra én afhængighed til en ny  

Da Rusland svarede igen på EU’s sanktioner efter angrebet på Ukraine ved at skrue ned for gasforsyningen, udløste det den største energikrise i Europa siden 1970’ernes energikriser. 

I løbet af de fire år, der er gået, har EU i stort omfang frigjort sig fra russisk gas. Men der er langt til energiuafhængighed. Gassen, der tidligere kom i pipelines fra Rusland, er blevet erstattet af flydende naturgas, Liquefied Natural Gas (LNG), som kan transporteres på tankskibe. Og her står USA for omkring halvdelen af den europæiske import. 

“På den måde står vi med en ny afhængighed. Med et USA, hvor ‘America First’-tilgangen dominerer, har USA allerede vist, at de også vil benytte energiressourcer som strategiske værktøjer til at fremme egne interesser,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

På den måde handler den grønne omstilling ikke kun om klimapolitik. Det er blevet det afgørende fundament til at sikre Europas uafhængighed, omend der også her er sten på vejen. Ikke mindst fordi Kina i dag dominerer udvinding og produktion af de mineraler og sjældne jordarter, som er essentielle for en lang række grønne teknologier. 

“Vi skal være opmærksom på, at vi ikke bytter afhængigheden af russisk gas ud med en afhængighed af kinesiske råstoffer og kinesisk teknologi. Den grønne omstilling er et helt afgørende værktøj i sikkerhedspolitikken. Men vi skal samtidig sikre, at vi får større kontrol over de grønne teknologier,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Mere genanvendelse og nye partnerskaber 

Hun henviser til den forskning, som hendes CBS-kollega Dr. Philipp Alexander Ostrowitz fra Copenhagen School of Energy Infrastructure har gennemført.  En europæisk grøn omstilling vil især kræve et langt stærkere samarbejde på energiområdet, lyder hans pointe. 

Vind, sol, vandkraft, den eksisterende atomkraft, vandkraft og PtX understøtter og supplerer hinanden. Men der skal tænkes på tværs af grænser, og der er behov for at udbygge og sikre en langt stærkere integration af de europæiske elnet og investere i energilagring. 

“Vi skal gøre den grønne omstilling europæisk. Det betyder, at vi skal have langt større fokus på både udvinding og raffinering og også genanvendelse af de kritiske råstoffer. På samme tid skal vi udvikle partnerskaber med lande i Asien, Afrika og Sydamerika, så vores forsyningskæder ikke hviler på enkelte lande,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Hun understreger, at energiuafhængigheden på ingen måde kan erstatte behovet for europæisk oprustning. I den nylige trusselsvurdering fra hendes tidligere arbejdsplads, Forsvarets Efterretningstjeneste, lyder vurderingen, at hvis krigen i Ukraine stopper, kan Rusland i løbet af et halvt til et helt år være klar til en ny lokal krig. I 2028 vil Rusland være klar til en regional krig, og i 2031 til en storskalakrig. 

“Jeg er helt enig i den analyse. Jeg vil ikke spekulere i Ruslands intentioner, men vurderingen af deres kapacitetsopbygning er i mine øjne ganske præcis. Det er i det lys, at NATO-landenes vilje til oprustning skal ses,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Behov for sammenhold

I en position klemt mellem stormagterne er det effektive europæiske modsvar – både økonomisk og militært – sammenhold. 

“Det er helt klart det springende punkt, og historisk set har EU manglet handlekraft. Både forholdet til Rusland og Draghi-rapporten, som pegede på Europas skrantende konkurrencekraft, har dog sat en ny agenda. Et eksempel er Tyskland, som har lempet det restriktive gældsloft for at kunne opruste,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Højrepopulismen er en joker

En joker, der kan få helt afgørende betydning, er de højrepopulistiske partier, som har fremgang i en række europæiske lande, og som stort set alle har en stærk EU-kritisk profil. 

“Hvis EU ikke formår at stå sammen, så kommer andre til at træffe beslutninger om vores fremtid hen over hovedet på os. Lige nu er EU den afgørende aktør, der holder fast i en verden, der er reguleret af aftaler og regler. Der er allerede et stort pres udefra. I 2026 er der en række afgørende valg, blandt andet delstatsvalg i Tyskland og regionale valg i Frankrig, som kan give et pres indefra, der kan svække EU. Det kan blive fatalt,” siger Anja Dalgaard-Nielsen. 

Hun tilføjer en refleksion, som mest af alt lyder som en opfordring: 

“En række af de EU-kritiske partier lægger faktisk stor vægt på at forsvare den europæiske kultur. I mine øjne er der en tæt sammenhæng mellem den grønne omstilling og Europas strategiske frihed og dermed også hele arven af idéer og kultur, som gennemsyrer de europæiske lande. Denne kan kun forsvares med et stærkt sammenhold i Europa,” siger hun. 

Note: Interviewet er gennemført før årsskiftet og dermed før USA’s aktion i Venezuela og den fornyede debat om Grønland.