De store samfunds-investeringer står i kø – det kalder på prioritering 

Nyt projekt fra CIP Foundation med professor Philipp Schröder i spidsen for advisory boardet skal afdække modeller, der kan tiltrække privat kapital til de store samfundsinvesteringer 

De aktuelle geopolitiske udfordringer har været en fremkaldervæske, som har tydeliggjort andre store samfundsudfordringer, vi som samfund i årevis har ignoreret. 

Den pointe kommer fra Philipp Schröder, professor i økonomi ved Aarhus Universitet. 

Behovet for samfundsmæssige investeringer er massivt. Med en verden som på få år er helt forandret, står behovet for at styrke Danmarks og Europas forsvar og sikre adgang til både energi og kritiske råstoffer krystalklart. Samtidig er der behov for massive investeringer i grøn omstilling, i klimatilpasning, i uddannelse, i forskning og i digitalisering. Og oveni kommer en offentlig infrastruktur, hvor både veje, bygninger, forsyningsnet og kloakker er godt og grundigt slidte, og her vil der også blive behov for kapital. 

En gennemgående fællesnævner er, at det er områder, som markedet ikke løser af sig selv. Derfor er der behov for prioritering og en overordnet investeringsplan ud fra et samfundsperspektiv. 

Det er baggrunden for et nyt projekt i CIP Foundation med titlen “Investeringsplan for Danmark”.  Philipp Schröder er formand for advisory boardet i projektet, der har undertitlen “modeller for offentlige private partnerskaber om finansiering af vigtige samfundsinvesteringer.” 

“Projektet har to søjler. Vi skal se på, hvordan man kan lave modeller, så vi har et bedre grundlag at prioritere på. Samtidig skal vi se på, hvordan man kan styrke offentlige og private partnerskaber for finansiering. Hvis vi kan skabe de rigtige rammer, så pensionsselskaber og andre investorer kan bidrage til finansieringen af de store samfundsinvesteringer, vil det bidrage til at løse behovet for kapital, men det stiller selvsagt krav til afkast og risikoprofil,” siger han. 

Isen kan hurtigt blive tynd 

I en snak med Philipp Schröder får man hurtigt bevis for, at han med forskerjobbet har valgt det rigtige karrierespor. Der kommer ingen hurtige politiker-buzzword eller sælgeragtige smarte løsninger fra Aarhus-professoren.  

Han kobler let de økonomiske teorier med pædagogiske og praktiske eksempler, der illustrerer problematikkerne, men er samtidig særdeles forsigtig med at træffe konklusioner på et løst grundlag. 

“Det her projekt skal løbe over to år. Det er meget komplekse problemstillinger, som ikke kan løses på to år. Når du skal vurdere effekterne af alt fra uddannelse til infrastruktur, kan isen lynhurtigt blive tynd, hvis du ikke arbejder meget seriøst,” siger han. 

Den samfundsmæssige prioritering ser han som en nødvendighed. Grundlæggende fungerer markedsmekanismerne fint, når det gælder de kortsigtede investeringer. Men markedet er modstræbende over for de store samfundsmæssige investeringer med en lang horisont og store risici, og områder som forsvar og sikkerhed kan kun meget svært værdifastsættes. 

“Derfor skal vi se på, hvordan vi som samfund kan rangordne og prioritere en række værdige investeringsformål. Her handler det om at afdække det samfundsmæssige afkast,” siger han. 

Den afdækning er langt fra ligetil. Man kan let argumentere for, at både veje og vandforsyning er afgørende for erhvervsudviklingen. Stærke internetforbindelser er centrale for digitaliseringen, som fremmer produktiviteten. På samme måde med uddannelse. Både virksomhederne og de offentlige velfærdssystemer skal jo have adgang til veluddannet kvalificeret arbejdskraft. 

Omvendt er en bro, som kun få kører på, ikke en lønsom investering, påpeger Philipp Schröder. Han nævner forsigtigt – uden at nævne stednavne – at der nok også er anlagt motorveje, som ikke ville være der, hvis beslutningen var blevet truffet ud fra en mere grundig økonomisk kalkule. 

Pas på med støtte 

Når man skal værdisætte samfundsinvesteringer, handler det ikke kun om, hvorvidt de bliver brugt, men også om hvad de benyttes til, pointerer Philipp Schröder med et jordnært eksempel. 

“Hvis du investerer i stærke digitale net, har det klart en værdi, hvis det bidrager til produktivitet i virksomhederne og i den offentlige sektor. Hvis digitaliseringen primært bliver brugt til, at vi streamer Netflix, så vil den samfundsmæssige merværdi ikke nødvendigvis være særlig stor,” siger han. 

Han peger samtidig på det begreb, økonomerne kalder crowding out. Begrebet handler om, at man fra offentlig side begynder at betale aktører for noget, de ville gøre alligevel  

“Hvis man begynder at argumentere for, at det er en lønsom samfundsmæssig investering at sponsorere, at alle 17-årige får betalt et kørekort af det offentlige, så de kan tage et job som pakkebud, så overser man den simple kendsgerning, at hovedparten af de unge havde taget kørekortet alligevel,” eksemplificerer han. 

Forskning og eksportkredit fungerer 

Philipp Schröder peger på styringen af de offentlige innovations- og forskningsmidler som et af de områder, hvor han gerne vil hente inspiration. Her er den statslige prioritering og markedskræfterne blandet på en fornuftig måde. 

“Man går ikke ind og detailstyrer, men arbejder mere missionsdrevet med en række prioriterede indsatsområder. Det kan være alt fra kræftforskning til forskning i CO2-lagring. I stedet for at pege på præcis hvilke teknologier, man vil have, bliver forskningsmidlerne uddelt på baggrund af det, man gerne vil opnå. Og så sætter man markedskræfterne i spil mellem universiteter, privatsektorforskning og andre aktører,” siger han. 

Eksportkredit er et andet område, hvor arbejdsdelingen mellem offentlige og private aktører skaber værdi. Hos det statsligt ejede EIFO, det tidligere EKF (Eksportkreditfonden), kan de private virksomheder afdække risici, når de eksporterer. Her har der simpelthen ikke været nok private aktører, som finder opgaven med den komplekse vurdering af økonomierne og den politiske stabilitet i fjerne lande tilstrækkeligt attraktiv. De vil ofte være overforsigtige, påpeger Philipp Schröder. 

Som modsatrettet eksempel nævner Philipp Schröder sine egne oplevelser med telesektoren. Undervejs i sine studier flyttede han fra Tyskland til Storbritannien i 1990’erne. Og mens det offentlige telemonopol i Tyskland var særdeles langsommeligt, når man skulle have flyttet et fastnetnummer, skete det på få dage hos det privatiserede British Telecom. På teleområdet har overgangen fra monopoler til marked betydet effektiviseringer og bedre service, hvilket samlet set er en samfundsøkonomisk gevinst, fremhæver Philipp Schröder. 

Mens konkurrencen og markedsudsættelsen fungerer optimalt i de sektorer, hvor virksomheder med forholdsvis kort horisont kan få et afkast, kan det være langt sværere at tiltrække privat kapital til langsigtede og usikre investeringer. 

Eksemplet med eksportkredit peger på, at risikoafdækning er helt centralt, hvis man vil skabe mere attraktive partnerskaber, hvor privat kapital bidrager til at løse de vigtige samfundsopgaver, pointerer Philipp Schröder. 

“Det er et af de områder, vi skal se nærmere på. Der vil være områder, hvor hvis en offentlig aktør kan bidrage til at mindske og sprede risiko, så vil det formentlig kunne tiltrække privat kapital på en måde, som gavner samfundsøkonomien, siger han. 

På den anden side er det helt centralt, at man rent faktisk kan identificere og beskrive den markedsfejl, som den offentlige deltagelse afhjælper. Hvis staten går ind uden, at der er en markedsfejl at adressere, risikerer indsatsen blot at blive en gavebod, der forvrider de private investeringsstrømme, påpeger Philipp Schröder. 

Stafetten skal videre 

Som økonom er han samtidig pinligt bevidst om, at økonomien ikke er den eneste parameter, der er i spil i de store samfundsmæssige investeringer. 

Uanset om det gælder sundhed, internetdækning, postomdeling eller vejnet, vil der altid være politiske beslutninger, hvor vi i fællesskab som en del af samfundskontrakten har besluttet hvilken service, vi som borgere kan forvente, uanset hvor i landet vi bor eller hvor gamle vi er.  

”Det er jo derfor beslutninger træffes politisk og ikke udelukkende ud fra en økonomisk kalkule. Som økonomer kan vi regne på effekterne på samfundsøkonomien, så vi får et nøgternt billede af effekter, men vi giver stafetten videre til politikerne, som må prioritere og træffe beslutningerne,” siger Philipp Schröder. 

Han peger samtidig på, at det er en fejlslutning, hvis man tror, at den offentlige sektor altid er præget af et rationelt og langsigtet investeringsperspektiv. For hvor de private aktører bliver målt på afkastet til ejere og investorer, bliver de offentlige beslutningstagere – politikerne – også målt mindst hvert fjerde år, når de er på valg. Det har økonomer studeret og betegner som politiske konjunkturcykler.  

Det skal man også have i baghovedet, når man vurderer beslutningerne, påpeger Philipp Schröder, der godt ved, at han her skal belægge sine ord varsomt. 

“Jeg vil ikke anfægte de politiske beslutningstageres motiver. Men det er naivt at tro, at de politiske prioriteringer altid rammer rigtigt. I værste fald er truffet med en fireårig horisont. Du kan også finde eksempler på ubehagelige prioriteringer, som ikke bliver til noget. Formodentlig er ideologi ikke den bedste investerings rådgiver, ” siger han. 

Aarhus-professoren fremhæver sundhedssystemerne som et eksempel på, at designet og samspillet mellem de private og offentlige aktører selv i de rige lande kan være skruet vidt forskelligt sammen. Med store konsekvenser for den samfundsmæssige pris for ydelserne og det, vi som samfund får for pengene. 

“I internationalt lys er det danske sundhedssystem særdeles effektivt, og samtidig koster det en langt mindre del af BNP end hvad, der bliver brugt på sundhedsområdet i vidt forskellige lande som Tyskland og USA. I USA har du en spøjs alliance mellem udbyderne af sundhedsydelser og en privat forsikringssektor. Det er endt i et enormt højt udgiftsniveau med en relativt beskeden og ulig fordelt sundhedseffekt,” siger Philipp Schröder. 

Med Philipp Schröder for bordenden i projektet, som nu sættes i gang, forekommer det sikkert, at der næppe kommer nemme løsninger i kategorierne “meget mere stat” eller “meget mere marked”. Hertil er der alt for meget nøgtern forsker og alt for lidt ideolog i Aarhus-professoren.