Flere oversvømmelser med vand fra alle sider kræver fleksibel regulering med et helhedsperspektiv

Forside PM

Pressemeddelelse

I fremtiden kommer vi ikke bare til at opleve flere oversvømmelser – vi kommer også til at se flere situationer, hvor vandet rammer fra flere sider samtidig. Det viser en ny analyse, som DMI har udarbejdet for CIP Fonden.

I takt med at vejrsæsonerne ændrer sig, opstår der overlap mellem forskellige typer af oversvømmelser – fra havet, fra regn, fra vandløb og fra grundvand – som tidligere var mere adskilte i tid og sted.

”Når oversvømmelser i stigende grad skyldes flere samtidige kilder, bliver det sværere at udpege en entydig årsag. Og det betyder, at det også bliver sværere at fastlægge ansvar – både for at betale for skader og for at sikre mod dem i fremtiden. Det er ganske enkelt ikke holdbart, når vi ved at det kommer med en pris at vente med at forebygge oversvømmelser,” siger Charlotte Jepsen, ledende partner i CIP Fonden.

DMI’s analyse viser, at klimaforandringerne vil føre til flere ekstremer og større sæsonoverlap, hvor forskellige typer af vandpåvirkning rammer samtidig og forstærker hinanden. Fremover er der er risiko for kraftig dagsregn hele året rundt og skybrud i en langt større del af året (se figur 1 side 2). Det fører til mere omfattende skader – og gør det vanskeligt at afgøre, hvilken type vand der var hovedårsag, når skaderne skal gøres op.

I Danmark er det centralt at slå fast, om vandet kom fra oven, fra neden eller fra siden, når det skal besluttes, hvem der skal betale regningen for reparationer såvel som klimasikring.

Borgere efterlades med regningen

Schjødt Advokater har gennemført en analyse af den danske lovgivning på området for CIP Fonden. Den viser, at oversvømmelser i dag er reguleret forskelligt alt efter vandets kilde – med forskellige yndigheder, regler og erstatningsordninger afhængigt af, om der er tale om regnvand, grundvand, havvand eller vand fra vandløb (se figur 2 længere nede).

”Det betyder, at man som borger eller virksomhed kan komme i den situation, at man ikke kan få dækket sine skader – simpelthen fordi hændelsen ikke passer ind i de nuværende regler. Eller man kan opleve, at ansvaret for nødvendig klimatilpasning falder mellem flere stole. Og når der er uklarhed om reglerne, havner ansvaret alt for ofte hos borgerne selv.” siger Charlotte Jepsen.

I dag er ansvaret for klimatilpasning fordelt på hele syv ministerier med Miljø- og Ligestillingsministeriet som det koordinerende. Hertil kommer de 98 kommuner, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med forebyggelse. CIP Fonden vurderer, at det i stigende grad vil være nødvendigt at tænke i helheder og sikre mere fleksible organisatoriske og juridiske rammer, der kan håndtere komplekse og koblede hændelser. Forventningen om, at man kan adskille vandtyper og tilpasse sig hver af dem for sig, holder ikke til mødet med fremtidens klima.

”Det er nødvendigt, at både lovgivning og planlægning følger med den virkelighed, vi står overfor. Når oversvømmelserne rammer, skelner vandet ikke mellem om det kommer fra neden, fra siden eller fra oven. Det bør vores lovgivning kunne tage højde for. Nøgleordene er fleksibilitet og helhedstænkning,” siger Charlotte Jepsen, og fortsætter:

”Det giver et fragmenteret puslespil af myndigheder og lovgivning, man skal forholde sig til, når man skal foretage klimatilpasning med risiko for manglende afklaring og usikker økonomi. Det fører også til stor forskellighed i, hvordan man prioriterer og håndterer klimatilpasning rundt omkring i landet. Det taler for, at staten stepper op og påtager sig en mere central og styrende rolle”,

Læs begge analyser her; DMI og Schjødt

For yderligere information:
Charlotte Jepsen
+45 4193 319


Figur 1: ”Sæsonerne” for forskellige typer af oversvømmelser kommer i højere grad til at overlappe

Anm.: Mørke farver angiver hovedsæson, og lysere farver angiver ydersæson. Kilde: DMI

Figur 2: Overblik over ansvarlige for hhv. skadesdækning og forebyggelse af oversvømmelser

Kilde: Schjødt