Jesper Berg er ny senior fellow i CIP Fonden

Jesper Berg

Nyhed

Tidligere direktør i Finanstilsynet Jesper Berg tiltræder den 1. juni 2024 som ny senior fellow i CIP Fonden, hvor han skal være med til at rådgive fonden i forbindelse med dens projekter.

Jesper besidder en unik viden og erfaring fra sin topkarriere i både Finanstilsynet, Nationalbanken, ECB og Nykredit. Han er dermed en af de personer i Danmark med størst indblik i den finansielle sektor og de samfundsøkonomiske udfordringer generelt, og jeg er sikker på, at han bliver en markant styrkelse i CIP Fondens arbejde, udtaler ledende partner i CIP Fonden, Charlotte Jepsen.


Selv ser Jesper Berg frem til samarbejdet med CIP Fonden:

Den grønne omstilling er den største udfordring for samfundet, og der er ingen tvivl om, at CIP Fonden er med til at løfte en vigtig opgave som koblingspunkt mellem erhvervsliv, myndigheder og eksperter. Der er bred anerkendelse af CIP Fondens arbejde og analytiske tilgang, og jeg glæder mig til at være med til at bidrage til arbejdet.

Foruden Jesper Berg er Brian Vad Mathiesen, Helge Sigurd Næss-Schmidt og Jens Lundsgaard tilknyttet CIP Fonden som senior fellows.