Havnekapacitet er afgørende for fremtidens havvind 

Interview

Havmøllerne bliver større og tungere. Det stiller nye krav til vores havne. Der er store potentialer for ny forretning – og masser af barrierer, lyder det fra både mølleproducenter og havnene. Havnekapacitet er et centralt indsatsområde for CIP Fonden i 2024 og ligger i naturlig forlængelse af fondens forslag til et roadmap for en fremtidig brintinfrastruktur. 

Havmølleparker spiller en helt afgørende rolle i fremtidens energiforsyning. De skal både dække behovet for el, og de skal levere energien til produktion af den brint, som skal erstatte fossile brændsler i de industrier og sektorer, som ikke kan elektrificeres. 

Møllerne har vokseværk, både målt i effekt og fysisk størrelse. Det stiller nye krav til de danske havne. Der skal være de rette kajlængder, de skal kunne bære vægten af de stadig tungere mølledele, og sejlrender og havnebassiner skal have tilstrækkelig dybde.  

Der er store potentialer for danske havne i udbygningen af havvind på både Nordsøen og Østersøen, også som udskibningshavne for andre landes havvindsprojekter. Men det haster med at få truffet beslutninger, så man kan komme i gang med den nødvendige udbygning. 

Havnekapacitet er en af de helt store potentielle flaskehalse, vi ser ind i. Her skal man huske, at beslutningerne skal træffes syv-ti år, før projekterne realiseres. Havnene skal ikke udbygges til de møller, vi producerer i dag. De skal kunne klare de møller, vi skal stille op om ti og femten år, siger Keld Kristensen, Head of Offshore Logistics Operations hos Vestas. 

Analyser af dansk havnekapacitet i forhold til fremtidens behov står derfor højt på CIP Fondens arbejdsprogram. 

Nu sker transporten til søs

På en lidt omvendt måde, ser vi alle det synlige bevis på vindmøllernes vokseværk. For år tilbage kunne man jævnligt risikere, at en transport med møllevinger trak en hale af biler bag sig på motorvejsnettet. Det er slut nu. I dag er vingerne til havmøller tæt på 120 meter lange og for længst vokset ud af motorvejene. Transporten foregår til søs. 

Vindindustrien vokser offshore, og der er behov for flere typer havne til at understøtte udviklingen, så de store planer om udbygning med havvind ikke strander på kajkanten. 

Der er behov for både produktionshavne, udskibningshavne og servicehavne.  

Servicehavnene er den letteste opgave, her vil de fleste danske havne kunne byde ind. Og gør det allerede.  

Jeg har siddet i mødelokalerne ved alle de større danske havne, fortæller Keld Kristensen.  

Havnedirektørerne ved de strategisk placerede havne ved godt, at Vestas er en spiller, man skal være i dialog med. 

Udfordringerne er langt større, når det gælder produktions- og udskibningshavne. Når havnene skal håndtere fundamenter, tårne og møllevinger, vil der her være behov for massive investeringer. 

Men havnene har af gode grund behov for en solid business case, før de lader havneingeniørerne trække de første streger til udvidelser og forstærkninger. Havnene skal kunne fremlægge en plan, hvor de kan vise, at der følger forretning med udvidelsen. Ellers kan de ikke hente den nødvendige kapital fra eksterne investorer. 

Typisk vil der være aktivitet i 9-10 måneder, når der bliver etableret en ny havmøllepark, men investeringerne er af størrelse, hvor havnen skal udnyttes løbende gennem adskillige år, før investeringerne bliver rentable. 

Danske havne kan blive centrale

Rønne Havn har med sin centrale placering Østersøen gennem de senere år fået en central rolle som udskibningshavn for havmøller til parkerne på Østersøen. 

Der er store perspektiver og muligheder, fortæller adm. direktør Lars Nordahl fra Rønne Havn. De øvrige Østersølande står i samme problemstilling som Danmark. Tager man de positive briller på, kan Rønne Havn blive den centrale udskibningshavn for både tyske, polske og svenske projekter. 

Lars Nordahl peger dog på flere barrierer, som skal ryddes af vejen. 

Lige nu er der ingen koordinering på tværs af producenter og udviklere. Samtidig er hele myndighedsbehandlingen meget langsommelig, både omkring plangrundlaget og miljøtilladelser, når vi skal udvide og have dybere sejlrender. Der mangler parallelitet og samarbejde, og derfor trækker behandlingstiden i langdrag, siger han. 

Når det gælder servicehavnene, ser hverken Lars Nordahl eller Keld Kristensen de helt store problemer. Her kan almindelig fri konkurrence afgøre, hvilke havne der får sat sig på opgaven. 

Omvendt er det kun en mindre gruppe havne, som vil kunne fungere som produktionshavne, for det kræver plads, når der skal produceres og håndteres møllevinger, der er længere end en fodboldbane. 

Produktion af fundamenter og udskibning kræver arealplads ligesom møllevinger og tårne, og i både produktionshavne og udskibningshavne er der store krav til kajens bæreevne og sejldybden. 

Her står man i dilemmaet, at havnene er en forudsætning for den kommende udbygning med havvind, men for havnene er det afgørende, at de har sikkerhed for fremtidig omsætning, hvis de skal kaste sig ud i de store investeringer. 

Keld Kristensen understreger samtidig, at der vil være behov for en vis geografisk spredning. 

Som projekterne er i dag, skal vi havne inden for en radius på 150-200 sømil og helst mindre. Ellers bliver det for omkostningstungt, siger han.

En vindmølle er oppe på 24 timer

Der er lavet forsøg med at flytte opgaver offshore, blandt andet samleopgaver og montage. Det kan lette kravene til havnene, men Keld Kristensen ser det ikke som et reelt alternativ. 

I dag tager det 24 timer fra installationsskibet kommer ud, til der står en færdig mølle. Jo mere vi kan lave på land, jo bedre. Vores tommelfingerregel siger, at det vi kan lave for en euro på fabrikken, koster 10 euro at lave på havnen og 100 euro, når vi er til søs, siger han.

Mens der i dag installeres 15 MW offshore møller, forventer man i vindmøllebranchen, at effekten vil være det dobbelte om 25 år. Men det koster i størrelse og vægt. Hvor en 15 MW mølle vejer knap 2000 tons, vil de kommende 30 MW møller veje over 8.000 tons. 

Det giver en indikation af de udfordringer, der kommer med havnekapaciteten. 

Både Lars Nordahl og Keld Kristensen peger på, at der vil være behov for at se på modeller med arbejdsdeling mellem havnene, som kan sikre den nødvendige udbygning. Her er der behov for en helhedstilgang, hvor man får alt på bordet, herunder myndighedsbehandlingen og måske vigtigst af alt finansieringsmodeller. 

Som havne har vi ikke kapitalen til den udbygning, der skal til. Det er store og krævende infrastrukturudbygninger, hvor vi har et behov for at foretage langsigtede investeringer. Hvis vi skal kunne tiltrække kapital til udbygning af vores anlæg, skal vi derfor også have vis sikkerhed for at kunne tiltrække projekterne, siger Lars Nordahl. 

Han peger samtidig på, at det både kommercielt og samfundsøkonomisk kan være investeringer med godt afkast. 

Lige nu har vi projekter, der rækker frem til og med 2028. Vi er samtidig den førende havn på området i Østersøen. Konkurrencen fra polske, tyske og svenske havne er indtil videre begrænset. Men vi har et forretningsområde, hvor beslutningerne om udbygning skal tages i god tid. Det er derfor vi skal agere nu, hvis vi vil være sikre på, at der ikke er andre, der overhaler os, siger havnedirektøren fra Rønne. 

Hvis havnene skal have kapital til udbygning, er det vigtigt, at der bliver skabt vished for de kommende års udbud af havvind, så markedet har et investeringssignal at agere på. De politiske ambitioner er der, men hvem og hvornår der skal bygges, er der ingen der ved.