CIP Fonden viser vejen til en sammenhængende dansk brintinfrastruktur

Nyhed

I marts blev der skrevet dansk brint-historie, da Klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard underskrev en samarbejdsaftale med Tysklands økonomi- og klimaminister, vicekansler Robert Habeck, om at etablere et brintrør, der skal transportere dansk produceret brint til tyske forbrugere.

Efterfølgende fik Energinet opgaven at etablere og drifte transmissionsnettet. Men etablering og placering af en sammenhængende brintinfrastruktur udestår stadig.

Til efteråret mødes de politiske partier til forhandlinger om rammevilkår for og finansiering af en kommende brintinfrastruktur. Som input og inspiration har CIP Fonden udgivet rapporten Roadmap for en dansk brintinfrastruktur til fremtiden med konkrete anbefalinger til udrulningen af en sammenhængende dansk brintinfrastruktur.

Anbefalingerne anviser en omkostningseffektiv, faseopdelt udbygningsplan, som frem mod 2045 inkluderer 1300 km brintrørsnet og to dedikerede brintøer i Nordsøen.

Grøn brint lavet af vedvarende energi kommer til at spille en afgørende rolle i den grønne omstilling af de energi-intensive industrier og de dele af landbruget og transportsektoren, som ikke kan elektrificeres direkte. Disse energi-intensive industrier står for omkring 20 procent af verdens totale udledninger. Uden brint som base for grønne brændstoffer, kommer vi ikke i mål med de politiske målsætninger for dekarbonisering.

CIP Fondens rapport understreger, at Danmark kan høste store gevinster ved at investere i et brintrørsnet med udlandsforbindelser. Kombinationen af attraktive betingelser for produktion af vedvarende energi og grøn brint og et produktionspotentiale, der langt overstiger Danmarks eget behov, og skaber grundlag for eksport af grøn brint til vores nabolande til en samlet værdi af omkring 100 mia. kr. årligt.

Forudsætningen for at realisere eksportpotentialet er, at der etableres en brintrørsinfrastruktur med udlandsforbindelser, som i første omgang giver adgang til markederne i Tyskland, Holland og Belgien. Der er tale om et langt-fra-land-brinteventyr primært i Nordsøen, som vil kræve en samlet investering på 130 mia. kr. over de kommende 15-20 år.

Danmark har unikke konkurrencefordele

Danmark har gode betingelser for at producere vedvarende energi til konkurrencedygtige priser, især i Nordsøen. Det skyldes store områder med en kombination af gode vindforhold og lave havdybder, som er velegnede til at etablere havvindparker og energiøer.

Det giver Danmark en omkostningsfordel på op til 10 procent ved produktion af brint i stor skala med afsæt i energiøer eller dedikerede brintøer med forbindelser til udlandet.

Da vi i Danmark allerede bliver selvforsynende med grøn energi i 2027, er der basis for eksport i stor skala til landene omkring os, hvoraf flere har en erklæret strategi om at importere grøn brint til omstilling af de energitunge sektorer. Det gælder især Tyskland, Holland og Belgien.

Danmark kan på sigt producere mere end 200 TWh grøn brint årligt, og efter vores eget forbrug er fratrukket, vil vi kunne eksportere for omkring 100 mia. kr. årligt i faste priser. Det er lidt mere, end hvad vi i dag eksporterer grøn energi- og miljøteknologi for. Og mere, end hvad vi årligt netto har eksporteret olie og gas for gennem tiderne.

Brintinfrastruktur er en nødvendig gateway til markedet

Det kræver en infrastruktur af brintrør at forbinde producenter med aftagerne. Med det store eksportpotentiale er det centralt, at brintinfrastrukturen samtænkes med og kobles til andre landes planlagte infrastruktur i Nordsøen, Østersøen og fra land til Tyskland.

Det giver adgang til de væsentligste aftagere og skaber samtidig stordriftsfordele, hvor flere deler udgifterne. Derfor bør de danske myndigheder og planlægningsansvarlige hurtigst muligt få etableret et samarbejde med vores nabolande – primært Tyskland, Holland og Belgien – som vi især forventer at skulle eksportere til.

Design, timing og synergier

I CIP Fondens design af en brintinfrastruktur har det været vigtigt at tage hensyn til fleksibilitet i den samlede energiforsyning, så man opnår fordelene ved sektorkobling og balancering mellem forskellige energikilder.

Grøn brint kan i modsætning til elektricitet lagres, og der kan skrues op og ned for brintproduktionen alt efter, hvornår solen skinner og vinden blæser.

Brintproduktionen kan dermed bidrage til at balancere elnettet og mindske behovet for udbygning af elnettet, som fremover skal håndtere meget store mængder grøn strøm. Faktisk er det vanskeligt at forestille sig, at elnettet, både i Danmark og i landene omkring os, vil kunne absorbere så store mængder grøn strøm, som de politiske erklæringer for Nordsøen og Østersøen lægger op til, at der skal produceres.

Derfor er brint en nødvendig del af vejen til at indfri de politiske målsætninger. Og derfor er eksport også en nødvendig konsekvens, da målsætningerne langt overstiger, hvad Danmark selv kan bruge.

Brintproduktionen afhænger af, hvor og hvor meget vedvarende energi der produceres, og hvornår den kan være etableret.

CIP Fonden foreslår derfor at begynde med landbaseret brintinfrastruktur med afsætningsmulighed til Tyskland og siden udbygge med offshore forbindelser og med flere kanaler, som båder skaber synergier og styrker infrastrukturen sikkerhedsmæssigt.

Selvom etableringen af en jysk brintinfrastruktur er første led i udbygningsplanen, er etableringen af offshore infrastruktur i Nordsøen med henblik på eksport det centrale og bærende element i den samlede plan. Etaperne i udbygningsplanen er designet, så de kan stå alene og ikke afhænger af fremtidige beslutninger. Det giver en sikkerhed og robusthed i den samfundsmæssige investeringscase.

For at kunne realisere udbygningsplanen er der behov for flere centrale beslutninger inden for en kort tidshorisont. Det handler bl.a. om hensynet til de developere og entreprenører, der skal bygge infrastrukturen. Helt overordnet er det en afgørende forudsætning, at der bliver gennemført statslige udbud af havvind, så der er tilstrækkelig vedvarende energi til både elektrificering og brintproduktion.

Ambitionerne i den brintinfrastruktur, CIP Fonden foreslår, kræver 6-7 gange mere havvind, end der er indeholdt i den politiske aftale om udbud, der i foråret blev kaldt danmarkshistorien største havvindudbud på 9 GW.

Investeringsbehov på 130 mia. kr.

CIP Fonden har i rapporten opgjort investeringsbehovet ud fra de anlægsinvesteringer, der følger direkte af den anbefalede infrastruktur, dvs. brintrør, kompressorer, brintøer og det kendte, afledte behov for elforstærkninger. Omkostninger til allerede besluttede anlæg som fx de statslige energiøer i Nordsøen og på Bornholm er ikke medtaget.

Brintinfrastrukturinvesteringerne omfatter heller ikke investeringer til udbygning af den vedvarende energi og elektrolyse, da disse investeringer knytter sig til produktionssiden. Her forventes markedsudviklingen og den teknologiske udvikling at drive priserne i nedadgående retning. Dertil kommer implikationerne af den nye mulighed for tættere placering af vindmøller til havs.

Den samlede investering beløber sig til ca. 130 mia. kr. over en periode på omkring 20 år, hvoraf hovedparten af investeringen falder omkring 2030-2040 i forbindelse med konstruktionen af brintøer og offshore brintinfrastruktur.

CIP Fondens forslag til en brintinfrastruktur vil ved en realisering blive danmarkshistoriens største anlægsinvestering. Til sammenligning har Femern Bælt forbindelsen en anlægsramme på 55 mia. kr. (2015-priser).

Behov for klare rammer

Markedet for grøn brint er i dag umodent og har behov for rammer, der kan være med til at reducere risici for de kommende markedsaktører. Markedet er samtidig præget af det klassiske ”hønen-eller-ægget”-dilemma i forhold til, at der skal tages beslutning om store, kapitaltunge og irreversible investeringer på et tidligt tidspunkt i forhold til markedets udvikling.

CIP Fonden pointerer i rapporten, at staten kan spille en aktiv rolle i forhold til at reducere risici ved etablering af brintinfrastrukturen. Først og fremmest ved at tage risiko på vegne af den fremtidige brug af den kollektive brintinfrastruktur, som kan betales tilbage over tid. Dernæst ved at sikre relativt fleksible og ukomplicerede rammer fra start for at imødekomme, at der er tale om et marked under opbygning og samtidig imødekomme markedets behov for at kende de langsigtede rammevilkår. En slags ”sandkasse-regulering” for en periode, som senere udmøntes i konkrete regler. Det er også princippet i den regulering af brintmarkedet, som EU lægger op til.

Endelig spiller staten også en væsentlig rolle ved at have udpeget den centrale planlægningsmyndighed og koordinator og understøtte klare og mere forudsigelige godkendelsesprocesser. Fx via bindende tidsfrister for sagsbehandlingen og/eller parallelle processer hos forskellige myndigheder. Tid og beslutningshastighed er også en afgørende faktor for, hvilken rolle Danmark kan komme til at spille i brintproduktionen fremover. Og dermed også for, hvor meget Danmark kan understøtte Europa energi- og sikkerhedsmæssigt, og hvilke klimareduktioner vi kan bidrage med internationalt.

Du kan læse mere om CIP Fondens rapport og analysearbejde her, hvor du også kan finde rapporten i sin fulde længde.