En langsigtet plan for Danmarks samfundsinvesteringer
Projektbeskrivelse
Formålet med projektet er at analysere, om vi i Danmark investerer tilstrækkeligt til at sikre de fremtidige vækst og produktionsmuligheder og dermed velstanden i samfundet og anvise veje til, hvordan det kan ske.
Investeringer er afgørende for økonomisk vækst, innovation og udvikling af kapitalapparatet. Et tilstrækkeligt investeringsniveau stimulerer aktivitet og øger fremtidige forbrugs- og produktionsmuligheder.
Dansk økonomi er stærk målt på alle væsentlige parametre. Fremgangen i dansk økonomi de sidste mange år kan blandt andet tilskrives, at vi gennem reformer har fået flere i beskæftigelse, og at vi har importeret en betydelig mængde arbejdskraft udefra.
Produktiviteten er derimod kun vokset svagt. Det skyldes bl.a., at den samlede investerede kapital per arbejdet time i økonomien er nogenlunde det samme i dag som i 2010. Det betyder, at vi de sidste 15 år har øget vores produktion ved at øge beskæftigelsen, mens vi ikke har investeret i at gøre den gennemsnitlige medarbejder mere produktiv.
Den vækstmodel kan ikke fortsætte i en situation med et forventet fald i antallet af personer i den arbejdsdygtige alder. Derfor er det nødvendigt, at vi øger produktiviteten. Det kan bl.a. ske ved, at vi investerer mere i automatisering og digitalisering, som kan frigive arbejdskraft i både offentlige og private virksomheder til nogle af de vigtige opgaver, der står foran os.
Danmark står samtidigt over for en række akutte og sammenfaldende udfordringer geopolitisk og i forhold til klimaet, som kræver nye omfattende investeringer i forsvar, grøn omstilling og klimatilpasning. Disse investeringer skal alle igangsættes inden for de næste 10 år, hvis Danmark skal leve op til sine internationale forpligtelser, Klimaloven og undgå yderligere klimaskader.
Der er en risiko for, at disse tidsbestemte investeringer fortrænger andre investeringer i infrastruktur, digitalisering og udvikling af det offentlige og private kapitalapparat. Det kan blive et problem, fordi vi igennem en længere årrække ikke i tilstrækkeligt omfang har prioriteret at vedligeholde vores offentlige infrastruktur og bygninger, og at en stor del af vores eksisterende samfundsinfrastruktur nærmer sig sin tekniske levetid.
Det er derfor vigtigt, at der skabes plads i økonomien til at gennemføre dette ekstraordinære behov for investeringer i de kommende årtier.
Download analyser
Advisory board
Forperson
Philipp Schröder
Professor ved Aarhus universitet
Carsten Egeriis
CEO, Danske Bank
Henriette Thygesen
CEO, Terma
Jens Christoffersen
CEO, COWI
Anne Skovbo
CEO, By og Havn
Bjarne Graven Larsen
CEO, Qblue Balanced
Klemens Hjartar
Senior Partner, McKinsey Danmark
Jesper Rangvid
Professor, CBS
Torben Möger Pedersen
Bestyrelsesformand, CIP Foundation
Anders Eldrup
Bestyrelsesmedlem, CIP Foundation
Observatør
Signe Krogstrup
Direktør, Nationalbanken
Observatør
Lars Haagen
Afdelingschef, Finansministeriet
Løsning
Projektet undersøger det voksende behov for investeringer i det danske samfund og præsenterer et forslag til en overordnet plan for Danmarks samfundsinvesteringer frem mod 2050. Der fokuseres på både offentlige og private investeringer, som vurderes at have væsentlig samfundsmæssig betydning. Mere specifikt er formålet at vurdere:
- Om Danmarks investeringsniveau er tilstrækkeligt til at sikre fremtidens produktions- og forbrugsmuligheder og dermed velstanden i samfundet.
- Hvilket spillerum, der er for at øge investeringsniveauet, uden at sætte den økonomiske holdbarhed over styr.
- Hvilke investeringsbehov, vi ser ind i. Fokus er på områder hvor behovet for investering vokser markant, nye investeringer kan gavne samfundet væsentligt, eller hvor manglende investering vil have betydelige negative følger.
- Hvordan investeringerne bedst organiseres og finansieres. Der tages afsæt i en række konkrete investeringscases, som bruges til at analysere, hvordan investeringerne kan gennemføres, herunder hvordan investeringen kan organiseres (privat, offentligt eller i partnerskaber) og hvilke barrierer som måtte være til stede for at gennemføre investeringen.
Resultaterne af projektet præsenteres løbende gennem delrapporter og i en større slutrapport.
Outcome
Med CIP Foundations projekt lægges grundlaget for en langsigtet investeringsstrategi for Danmark, som fokuserer længere end til 2030. Planen skal bidrage til at vi i fremtiden har et bæredygtigt og robust samfund med en velfungerende infrastruktur, som skaber grobund for fremtidig vækst og velstand.
En langsigtet investeringsplan sikrer, at vi har den nødvendige fysiske og digitale infrastruktur som er altafgørende en produktiv arbejdsstyrke og et effektivt samfund.
Resultaterne vil kunne anvendes som inspiration af politikere, embedsmænd og andre beslutningstagere, når der skal træffes beslutning om fremtidige investeringer i Danmark, og foretages prioriteringer inden for den offentlige sektor i Danmark.