Ny rapport: Manglende havnekapacitet blokerer for Danmarks klimamål
Ny rapport fra CIP Fonden viser, at de danske havne ikke har den fornødne kapacitet til at indfri de danske mål for udbygning af havvind. Kombinationen af underdimensionerede havne, en usikker og ujævn planlægning af den danske havvindudbygning og relativt få havnearealer gør, at der vil opstå betydelige flaskehalse i udbygningen, som risikerer at blokere for indfrielsen af klimamålene og dermed også det netop offentliggjorte udbud af danmarkshistoriens største havvindudbygning.
Den grønne omstilling forudsætter en massiv udbygning af vedvarende energi. Alene i 2030 skal Danmark have mere end femdoblet den havvindkapacitet, vi historisk har opbygget på mere end 20 år. Og frem mod 2050 forventes Danmark at udbygge i alt 52 GW dansk havvind mod 2,3 GW dansk havvind installeret i dag.
Samtidig bliver møllerne både større og tungere. Allerede fra 2025 ventes 15 MW-havvindmøllen at blive industristandarden. Med en vægtforøgelse på 50 pct. stiller det nye krav til kajernes bæreevne og dybden på sejlrenderne. Det sætter et hidtil uset pres på havnene, hvorfra møllerne skal produceres og installeres.
I sin nye rapport fastslår CIP Fonden, at kun meget få havne i dag kan imødekomme den efterspørgsel, og selv ikke med en opgradering af samtlige danske installationshavne vil Danmark kunne indfri udbygningsmålsætningerne, da der vil opstå flaskehalse i spidsbelastningsårene omkring 2030.
Den grønne omstilling risikerer at strande på kajkanten, fordi vi simpelthen ikke er i stand til at udskibe de vindmøller, der skal til for at indfri udbygningsmålene. Det skyldes, at projekterne bliver flere, og møllerne bliver større og tungere. Derfor er der behov for betydelige investeringer i danske havne, udtaler ledende partner i CIP Fonden, Charlotte B. Jepsen.
Konkret efterlyser CIP Fonden klare udbygningsplaner for havvind, så investeringsbeslutningerne bliver truffet på et sikkert grundlag.
Det er en udfordring, at de politiske målsætninger er store, mens kun få af havvindprojekterne er kendte. Det skaber usikkerhed gennem hele værdikæden, når der er uklarhed om, hvor de konkrete projekter skal opføres, hvornår de skal opføres, og hvilken udvikler der bliver ansvarlig. Den usikkerhed betyder, at der ikke kan træffes beslutninger om disse store irreversible infrastrukturinvesteringer i dansk havnekapacitet, da der mangler et investeringssignal fra politisk hold, siger Charlotte B. Jepsen.
Danske havne kan få en nøglerolle i Europas grønne omstilling
Trods udfordringerne står danske installationshavne godt i den internationale konkurrence i Nordeuropa, som er præget af en endnu større mangel på havnekapacitet. Både kapaciteten i danske installationshavne samt den mangeårige erfaring med at installere havvindmøller gør havnene til en markant aktør i både Nord- og Østersøen.
Den gode og den dårlige nyhed er, at problemet er det samme i resten af Europa, så der er kun begrænset hjælp at hente udefra her og nu. Til gengæld kan vi, hvis vi håndterer udfordringen rigtig, skabe et nyt eksporteventyr for danske havne, der kan blive centrale i Europas grønne omstilling. Men det kræver, at vi handler nu. For ellers overhaler udenlandske konkurrenter os, siger Charlotte B. Jepsen.
Samlet har CIP Fonden identificeret 91 GW havvind, som kan forventes at skulle installeres fra danske havne frem mod 2050. Der er tale om 52 GW dansk havvind samt de nærtliggende udenlandske havvindmølleparker, hvor danske havne ligger tættest.
Ved at investere i en opgradering af danske installationshavne, nedbringe tidsforbruget på myndighedsbehandling og fremrykke havvindudbud kan Danmark ifølge CIP Fonden indfri udbygningsmålsætningerne, mens der både skabes tusindvis af arbejdspladser og vækst for op imod 80 mia. kr. over hele perioden.
Læs hele rapporten her.
Læs analyse om international konkurrence ved havneinstallation her.
Læs analyse om de samfundsøkonomiske omkostninger ved havneinstallation her.
Kontakt:
Charlotte B. Jepsen, Ledende partner i CIP Fonden
4193 3198
Om CIP Fonden:
I CIP Fonden arbejder vi med samfundsprojekter, som anviser langsigtede og handlingsorienterede løsninger på strukturelle samfundsudfordringer. Det gør vi inden for områderne landbrug og fødevarer, data og digitalisering samt energi og infrastruktur. Vi er en uafhængig handletank, der fungerer som samlings- og koblingspunkt for beslutningstagere, erhvervsliv og vidensaktører. De løsninger, vi lægger frem, er køreklare handlingsplaner, som politikerne og markedet kan handle på. Vi er optaget af, at projekterne bidrager til den grønne omstilling, til en bæredygtig økonomisk vækst og udvikling i Danmark og til at styrke dansk eksport. Vi tror på, at markedet helt naturligt kan bidrage ganske betydeligt til den grønne omstilling.