Vi har brug for en hockeystav – men den skal vendes om
Interview
SDU-professor Sebastian Mernild har været en del af arbejdet i FN’s klimapanel IPCC. Vi skal både reducere CO2-udledningerne og udvikle ny teknologi til CO2-lagring, som Carbon Capture Storage, fordi det er afgørende med hurtig reduktion i atmosfærens indhold af drivhusgasser, understreger han.
Sebastian Mernilds budskab er ganske klart. Vi skal ikke snakke enten-eller, når vi diskuterer reduktioner i CO2-udledninger kontra fangst og lagring af CO2 med Carbon Capture and Storage eller naturbaserede løsninger som skovrejsning og biokul.
Vi skal det hele og i et tempo vi ikke har set til dato. For det haster med at få nedbragt koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren, fastslår han.
Som professor i klimaforandringer og glaciologi er Sebastian Mernild en af Danmarks mest anerkendte klimaforskere. Han er leder af SDU’s Climate Cluster og forfatter i FN’s klimapanel IPCC, hvor han var hovedforfatter på den såkaldte Sixth Assessment Report.
Her gennemgik SDU-professoren og hans globale forskerkolleger forskellige scenarier til at nå målet om at holde den globale opvarmning på 1,5 grader. I ingen af scenarierne er Carbon Capture and Storage, CCS, tilstrækkeligt til, at vi kan nå klimamålene. Der skal ske store reduktioner, især fra forbruget af fossile brændstoffer. Men samtidig skal vi udvikle og udnytte potentialerne i CCS, lyder forskernes anbefaling.
IPCC opererer med et meget stort interval, når de skal estimere hvor meget CO2, som kan indfanges og gemmes. I 2050 vil man kunne nå op på at lagre to til tre gigatons CO2-ekvivalenter, lyder et forsigtigt bud fra rapporten. Det svarer til rundt regnet seks procent af de samlede reduktioner, der er nødvendige.
Rapporten peger på, at der er både tekniske, økonomiske, miljømæssige og socio-kulturelle barrierer. Der er stadig et relativt beskedent antal CCS-projekter. Men alene i 2021 blev antallet af projekter tredoblet. Og derfor kan effekten vise sig at blive større.
Sebastian Mernild peger på, at udledningerne af CO2, metan og andre drivhusgasser er steget år for år, det samme med temperaturerne. Hvor den globale middeltemperatur var rekordsættende i 2023. Derfor skal vi hverken vente eller afskrive bestemte teknologier. Både egentlige reduktioner i udledningerne fra landbrug, byggeri og transport, og omstillingen af den globale energisektor til vedvarende energikilder er helt afgørende virkemidler, men ikke de eneste. Vi skal have alt i brug, der kan knække kurven af koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, for det er den eneste måde vi over tid kan få afbøjet kurven over temperaturstigninger.
En hockeystav er nødvendig, men den skal vende omvendt. Det helt afgørende er, at vi får nedbragt mængden af drivhusgasser i atmosfæren, som er blevet stadig større. Og det er vigtigt at gøre noget så hurtigt som muligt. Vi nærmer os nogle af de kritiske tipping-points, som vi helst skal undgå. Derfor skal alle midler i brug. Det kan sagtens være, at der hen ad vejen kommer nye teknologier, der er både bedre og billigere, men det kan blive meget dyrt at vente, siger Sebastian Mernild.
Omkostningerne ved ikke at handle nu skal gøres op økonomisk, i miljø og klima. Og i de menneskelige omkostninger ved både ekstremt vejr med alt fra oversvømmelser og varige forandringer, hvor landbrugsarealer bliver sværere at dyrke med sult og flygtningestrømme som konsekvens.
Temperaturstigning kan blive selvforstærkende
IPCC har siden 2005 peget på behovet for CCS, som normalt dækker over, at man opfanger CO2 i røggassen fra energiproduktion eller industrielle anlæg og gemmer den i komprimeret form adskillige kilometer ned i jorden i de stabile lag. Sideløbende bliver der også arbejdet med at opfange CO2 direkte fra luften.
Det anslås, at der med de kendte lagre kan lagres CO2 i undergrunden svarende til de nuværende udledninger frem til udgangen af dette århundrede.
Diskussionen om CCS er ofte blevet polariseret. I det ene ringhjørne har en række af de mest klimabelastende industrier og lande været fortaler for CCS. Og fordi det har fremstået – og måske også har været ment – som et alternativ til egentlige reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, er CCS blevet set på som en afledningsmanøvre.
I det andet ringhjørne står fortalere for, at man først skal gennem fuld reduktion af emissioner alle steder, før der bør foretages lagring. Det ene udelukker imidlertid ikke det andet. CO2 lagring kan supplere reduktionerne. Den debat har også kørt herhjemme, hvor CCS spiller en afgørende rolle i regeringens plan for at nå klimamålene.
Helt parallelt til at det kræver både styrke- og kredsløbstræning, hvis man skal i fysisk form, er der ingen grund til at afskrive indsatser, der kan nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren.
Sebastian Mernild har for år tilbage selv sammen med kolleger afdækket et af de kritiske tippingpoints, som vi er tæt på. Kommer vi over en global temperaturstigning på 1,6 grader, kan det have afgørende konsekvenser for indlandsisen, forklarer han.
Her har man tilvæksten på overfladen af den store iskappe, når det sner mere end det smelter. Samtidig sker der en afsmeltning i bunden, ligesom der afbrækker isbjerge ud i havet.
Med temperaturstigninger forrykkes den balance da afsmeltningen på overfladen overstiger pålejringen af sne, og det kan sætte gang i stigende tab af is og forventeligt en selvforstærkende effekt. Med varmere temperaturer bliver indlandsisen mindre, så kommer toppen af indlandsisen til at ligge i lavere højder, hvor temperaturen er højere, og det betyder yderligere afsmeltning.
På den måde kan istabet blive større og større. Indlandsisen vil ikke være i stand til at genopbygge sig selv. Her peger vores studier på, at det vil ske, når den globale temperaturstigning rammer omkring 1,6 grader. På den måde er der flere af jordens store systemer, som kan nærme sig kritiske tipping-points i nær fremtid, siger han.
Store potentialer i biokul
En af de teknologier, som på kort sigt har store potentialer til at lagre CO2, er pyrolyse af restprodukter fra landbruget til biokul. Gennem processen bliver CO2 bundet i biokul, som kan spredes på landmændenes marker, og kulstoffet vil være bundet i flere hundrede år.
Man kan fremstille biokul af alle typer biomasse. Alt fra halm og træflis til restfibre fra biomasse vil gennem pyrolyseprocessen, hvor biomassen varmes op til mindst 5-600 grader uden ilt, blive til biokul. Mens biokullene binder både kulstof og kvælstof, vil fosfor og kalium blive frigivet, og dermed kan biokul også bidrage til jordforbedring.
En handlingsplan fra CIP Fonden fra januar 2024 viser, at pyrolyse og biokul vil være samfundsøkonomisk fordelagtig, når man sammenligner med andre former for CCS.
Bestyrelsesmedlem i CIP Fonden Anne Arhnung peger på, at biokul kan spille samme rolle for den grønne omstilling af landbruget, som vindteknologien har gjort i energisektoren. Teknologien er moden og billig, men der er behov for at få rammevilkårene på plads hurtigt, så der kan blive skabt et marked på området, lyder Anne Ahrnungs budskab.
Nordsøen skal bruges til CO2-lagring
Når det er gået forholdsvis langsomt med udviklingen af CCS, skyldes det blandt andet de kraftigt faldende priser på sol og vind. Prisen på solceller er styrtdykket siden årtusindskiftet, og med lidt krøller på priskurven gælder det samme for landvind og havvind. Når økonomerne har regnet på det, så har man kunnet spare CO2-udledninger billigere ved at erstatte fossile kraftværker med sol og vind i energiproduktionen end ved CCS.
Når det gælder sikkerheden, er der ingen grund til at frygte udslip af den lagrede CO2. CO2’en vil blive lagret i typer af jordlag, hvor der i årtusinder har ligget olie. Det er det man kalder impermeable lerlag, som drivhusgasserne ikke kan trænge igennem, fortæller Sebastian Mernild, der understreger, at dette ikke er hans forskningsfelt, men viden fra kolleger.
Fra dansk side er man allerede i gang. I marts 2023 lød startskuddet til Project Greensand, hvor man vil udnytte undergrunden under Nordsøen til at lagre CO2. På den måde går historien i ring. Fra olie- og gasproduktion med start i 1970’erne til lagring af de fossile brændslers uønskede biprodukt 50 år senere.
Project Greensand er et spændende projekt. Men det er langt fra nok til at opfylde det øverste punkt på Sebastian Mernilds ønskeliste. Det kan skrives kort: Skala.
Vi er nødt til at opskalere, hvis vi skal have en ordentlig effekt. Det er fint med pilotprojekter; men vi skal have projekter ud af forskningslaboratorierne, hvis det skal have en impact. Vi har globalt nettoudledninger på 19 gigatons CO2 årligt, så det haster i den grad, siger han.
Klimaet agerer efter fysikkens love
Med en forholdsvis ny teknologi er der stor sandsynlighed for teknologispring i lighed med det, som er set på sol og vind, men det er vigtigt, at den viden, man får gennem forskning og innovation, bliver sat i spil på tværs af virksomheder og lande. Skalering af CCS-projekterne vil bidrage yderligere til innovationen. Med flere projekter vil der være en større volume for at opsamle erfaringer og effektivisere.
Kurven for udledningerne er kun gået opad og opad. Det er helt afgørende, vi får den knækket. I realiteten er det ikke kun udledningerne, der er afgørende. Det er koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, som er bestemmende for temperaturforandringerne. Det er velbeskrevet, at mængden af drivhusgasser i atmosfæren, udledningerne og temperaturstigninger hænger tæt sammen. Derfor er tid helt essentielt her. Derfor er anbefalingen en omvendt hockeystav, siger Sebastian Mernild.
Som forsker holder han sig uden for de politiske diskussioner. Og indimellem kan de politiske trakasserier flytte fokus fra det væsentlige, påpeger han.
De seneste temperaturmålinger indikerer, at vi er meget tæt på Paris-aftalens 1,5 graders mål. Men det kan være svært at afgøre, for her går der hurtigt politik i diskussionen. Her mangler man den præcise definition for, hvordan man opgør temperaturstigninger.
Klimaet er ligeglad med politik og definitioner, så det bliver hurtigt noget sniksnak. Nok er der er masser af usikkerheder. Både på de direkte konsekvenser for klimaet, og på hvad det medfører af ekstremt vejr, flygtningestrømme og andre menneskelige katastrofer, men uanset om vi har overskredet de 1,5 grader eller blot er tæt på, så er klimaet ligeglad med en diskussion om definitioner, for klimaet er det alene fysikken, der tæller, siger han.
Fysikkens love kan nok så mange politikere ikke ændre. Derfor understreger Sebastian Mernild endnu en gang, at alle værktøjer skal i brug.
Vi har skubbet til vores klimasystem, så der er skabt en ubalance, som kan have uoverskuelige konsekvenser. Derfor skal vi op i gear. Vi skal agere i langt højere hastighed end tidligere, og vi skal gøre det på tværs af sektorer. Vi skal fx have mere bæredygtig mobilitet, grønnere landbrug, byggeri og energi. Vi skal huske at agere internationalt, for klimaet er ligeglad, hvor udledningerne kommer fra. Vi skal også have teknologiløsninger som CCS, og samtidig skal vi ændre adfærd, hvor alt fra kostvaner til vores forbrug er i spil, siger han.