Klimatilpasning til oversvømmelser – hvordan organiseres og finansieres det?

Caucasian boy wearing puddles near flood

Projektbeskrivelse

Formålet med CIP Fondens projekt er at finde konstruktive veje, så mere klimatilpasning kan gennemføres.  

Klimaforandringerne betyder mere vand – både fra oven i form af mere nedbør og flere og mere intensive skybrud, fra siden som følge af stigende vandstand og stormflod og fra neden i form af højtstående grundvand. Og dermed større risiko for oversvømmelser. Det medfører skader på bygninger, infrastruktur og naturområder og påvirker aktiviteten i samfundet, produktionsmuligheder og mobilitet. Og så påvirker det selvfølgelig de mennesker, der rammes af oversvømmelser.  

De forskellige typer af oversvømmelser behandles i dag som uafhængige hændelser og reguleres forskelligt. Det betyder også, at der er forskellig dækning alt efter typen af oversvømmelse. Men i den virkelige verden har vandet et kredsløb og løber sammen, og de forskellige hændelser kan påvirke og forstærke hinanden. Længere tids nedbør kan hæve grundvandsniveauet, og en allerede vandmættet jord har sværere ved at tage af fra oversvømmelser fra kysten eller vandløb. Der er behov for at se på vandet i en helhed og på forebyggelse, der adresserer denne sammenhæng.   

Samme behov kan der være i den mulige organisering og finansiering af klimatilpasningen. Der er i dag ikke en klar og entydig sammenhæng mellem, hvem der fx finansierer klimatilpasningen, og hvem der får gavn af den. Der er derfor brug for et bredere syn på, hvem der får gavn af den nye infrastruktur, som klimatilpasning udgør, og til, hvem der kan bidrage til finansieringen af fremtidens klimatilpasning.  

CIP Fonden vil med dette projekt skønne over konsekvenserne for Danmark af mere vand på tværs af mulige oversvømmelser for at skildre udfordringens størrelse. De forventede tab og skader sættes i forhold til omkostningerne ved forebyggelse og andre handlemuligheder for at undersøge, hvad det er for en samfundsinvestering, vi står overfor, og for at undersøge, hvordan man kan tilgå de mulige løsninger med forskellige aktører og en ny tilgang til organisering, finansiering og fordeling af omkostninger. 

Advisory board

Formand
Tonny Thierry Andersen
Koncerndirektør i Nykredit

Næstformand
Karsten Arnbjerg-Nielsen
Professor, DMI

Torben Möger Pedersen
Bestyrelsesformand, CIP Fonden

Anders Eldrup
Bestyrelsesmedlem, CIP Fondens 

Jesper Berg
Senior fellow, CIP Fonden

Pia Holm Steffensen
Underdirektør, Forsikring & Pension

Tom Vile Jensen
Underdirektør, Forsikring & Pension

Karin Klitgaard
Underdirektør, Dansk Industri

Jarl Krausing
Vicedirektør, CONCITO 

Mia Holmbo Lind
Klimaanalysiker, CONCITO 

Jesper Asferg
Direktør, COWI

Charlotte Søndergren
Direktør, HOFOR

Marie Bender Foltmann
Direktør, Forenet Kredit

Carl Emil Lind Christensen
Medledm, Klimaungerådet

Observatør
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Observatør
Miljøministeriet

Observatør
Erhvervsministeriet

Løsning

CIP Fondens analyser og konklusioner fra projektet præsenteres løbende og er organiseret omkring følgende:  

  • Klimaforandringer, prognoser og potentielle tab 
  • Regulering af ansvar, finansiering og handlemuligheder 
  • Eksempler på og dilemmaer ved klimatilpasning  
  • Kommunikation om klimarisici – viden forpligter  
  • Aktører og finansieringsmodeller 
  • Konkret case for klimatilpasning med ny tilgang 

På tværs af projektelementerne vil CIP Fonden inddrage erfaringer fra andre lande i form af eksempler på løsninger, tilgange til finansiering mv.  

Projektet gennemføres med bidrag fra eksterne analyser, seminarer og fra det tilknyttede Advisory Board.  

Outcome

CIP Fonden vil levere ny indsigt i de potentielle tab og skader, Danmark kan stå overfor som følge af klimaforandringer og mulige oversvømmelser og belyse konkrete handlemuligheder. 

Med CIP Fondens analyser og kortlægning banes vejen for en forbedret koordinering af klimatilpasning på tværs af forskellige typer oversvømmelser. Der skal findes mere effektive måder at organisere og finansiere den samfundsinvestering og samfundsinfrastruktur, som klimatilpasning og tilbagetrækningsløsninger udgør.  

Det kan betyde opbygning af en ny form for industri med kompetencer til at planlægge, koordinere, afdække risici, etablere og drive klimatilpasningsløsninger. En tilgang, hvor den finansielle sektor aktivt engageres, hvor det offentlige og markedsaktører arbejder sammen, og hvor løsningerne ikke kun kommer Danmark og behovet her til gode, men også er relevante for klimaudfordringer i andre lande.